Farvel tryghed – Goddag eventyr

Hvordan går man fra hus, bil og trygge rammer til en tilværelse, hvor man kun ejer det der kan være i de rygsække vi har på ryggen? ..og hvad med børnene? Savner de ikke alt deres legetøj?

Først må man lige forstå, at vi gør det af lyst – ikke af nød 🙂

Vi har igennem en årrække gået med en drøm om, at rejse ud i verden og opleve livets forskelligheder – både de skønne og de lidt mere skæve af slagsen 🙂 Derfor har det ikke været så svært for os, at give afkald på det vi kender, som det måske kan lyde.

Fordi vi ville vente til pigerne nåede en god rejsealder, hvor de senere ville kunne huske turen, har vi haft lang tid til at forberede os, såvel praktisk som mentalt.

Oprindeligt var det vores plan, at flytte i en autocamper, så de seneste par år har vi før ethvert køb af nye ting spurgt os selv om det var noget vi virkelig havde brug for? I de sjældne tilfælde hvor svaret var et ”ja”, var næste spørgsmål: ”Kan det være i autocamperen”? Det begrænsede faktisk antallet af nyanskaffelser til et minimum.

Da vi så senere besluttede os for at ændre lidt på planerne og i stedet rejse rundt med rygsæk, blev der skåret yderligere fra 🙂

Processen har faktisk været utroligt befriende. Det var utroligt befriende at skille sig af med de ting vi ikke havde brug for, og hver tur på genbrugsstationen gav os en følelse af frihed… en følelse af at vi blev lidt ”lettere” og mere frie 🙂

At give afkald som voksen

Som du nok har regnet ud, har vi (Tina og Brian) ikke haft svært ved at give afkald på vores ting. De fleste ting har vi solgt, givet væk eller smidt ud, og så har vi gemt ting med affektionsværdi, fx billeder og ting pigerne har lavet til os. Disse ting har vi gemt i et par flyttekasser, som bliver opbevaret i Danmark, og venter på os, når vi engang vælger at slå os ned lidt mere permanent igen.

Vi har aldrig været de store forbrugere, så det gør det selvfølgelig også lidt nemmere. Vi er faktisk blevet ret vilde med at leve minimalistisk, da vi gerne vil passe på vores jord og kun købe det, som vi virkelig har brug for. Vi er stadig ikke helt færdige med processen. Lige nu er vores rygsække alt for tunge, så der er hele tiden lidt som vi vælger fra.

Nu hvor vi er kommet af sted, er det også nemmere at danne sig et overblik over, hvor meget tøj man skal have med. Vi lærer hele tiden nyt og finder ud af, at vi ikke har brug for så meget. Det er ikke tingene der gør os lykkelige, men kærligheden til hinanden og livet.

At give afkald som barn

Som forældre kommer man ikke udenom at tage nogle valg for sine børn, og det er ikke altid let. Det kan være super svært at finde ud af, hvad der er de rigtige valg, og ofte ved man det først, når man har afprøvet det. Men, om man vælger at gå den ”normale” vej eller den lidt mere utraditionelle vej, som vi har valgt, ja så er der altid valg der skal træffes, bevidst eller ubevidst :-).

Vi har da været lidt nervøse, om vores piger nu ville trives med vores store drøm om at rejse ud i verden. Det er jo os som forældre, der har denne store drøm, som vi på en eller anden måde trækker ned over hovederne på vores børn. Vi ved godt, at vi giver afkald på mange ting, ved at rejse væk fra vores trygge base i Danmark, men vi ved også, at der åbner sig et kæmpe eventyr for os.

“Når én dør lukkes, åbner der sig altid en ny.”

Vi er blevet meget overraskede over, hvordan vores piger har taget hele processen. De havde vildt meget legetøj derhjemme. Efter vores mening alt for meget. Der var så meget, at de ofte ikke rigtig kunne overskue hvad de skulle vælge at lege med, og der er kun en brøkdel af legetøjet der rigtig har betydet noget for dem.

Hvis du har 100 bamser, er det svært at knytte sig til dem alle. Nogle gange kan man godt føle at vi forældre, bedsteforældre, onkler og tanter gør børnene en bjørnetjeneste når vi overdænger dem med legetøj med de bedste intentioner. Måske er det i realiteten ikke det børnene har brug for?

Igennem processen har vi snakket rigtig meget med vores piger, om vores fremtidige liv på farten. De har været med til at vælge rigtig meget legetøj fra, som vi har givet til andre, der havde mere brug for det. Det legetøj som de ikke kunne give slip på, og som de ikke havde plads til i deres rygsække, har vi gemt i et par flyttekasser, og så kan de selv tage stilling til det senere.

Nogle gange er det lidt lettere at sige farvel til sit legetøj, når man ved at det ikke er for evigt, så det har lettet processen en del. At de så sikkert er for gamle til at det pågældende legetøj vil være interessant for dem når vi en dag vender tilbage til Danmark, er ikke så vigtigt.

Det hele er gået meget lettere end vi havde forventet. Det er som om, de også føler en lettelse ved det. De har selv pakket deres rygsække med legetøj, og når der er tid til det, så finder de det frem og leger med det. Der er aldrig tvivl om, hvad de skal lege med, fordi de nu kun har deres absolutte yndlings legetøj med. Desuden er der en ikke ubetydelig bonus: Den efterfølgende oprydning er klaret i en håndevending 🙂

At sige farvel til bilen, huset og på gensyn til sin familie og venner

At sige farvel er en del af livet, og der blev da fældet en tåre eller to, da vi skulle sige farvel til vores bil ”Blob” og vores hus – deres trygge base. Det gik dog overraskende let. Dagen efter gik livet videre og her godt en uge efter vi tog hul på vores nye liv, spurgte vi dem om de savnede bilen, huset eller deres legetøj. Svaret var et dundrende ”NEJ – OVERHOVEDET IKKE!” ..Så indtil nu føler vi, at de har taget den nye hverdag til dem, og at det er en fuldgod erstatning for den gamle.

Det er dog ikke kun vores ting og hjem vi har skulle sige farvel til, men også vores familie og venner. Det er aldrig nemt at sige farvel og på gensyn, og især ikke når man som os regner med at rejse i flere år.

Det er ikke sjovt, og der er ikke nogen let måde, at gøre det på.

Selvfølgelig kommer vi til at savne vores familie og venner enormt meget, og det gjorde da også rigtig ondt at sige farvel og på gensyn – både for os og dem vi efterlader i Danmark. Det er en rigtig svær og hård proces at gå igennem, og det bliver let meget følelsesladet, når det går op for en, hvor meget man elsker sin familie og venner.

Men, som vi altid har fortalt vores piger, så er det en god ting at man savner. Det viser jo bare at man elsker dem man savner. Tænk hvis der ikke var nogen man savnede? Nej vel?

Heldigvis fylder savnet ikke så meget. Vi oplever en masse, og livet går videre.

Vi lever, og vi er frie – midt i eventyret!