Hæklet halstørklæde
Jeg har efterhånden lavet en del af disse hæklede halstørklæder og huer samlet i en, og givet dem væk i julegaver 🙂 De er rigtig dejligt varme og det er lækkert at hue og halstørklæde hænger sammen. Det er også muligt bare at bruge dem som halstørklæde alene.
For at lave et hæklet halstørklæde med hue, skal man bruge:
Hæklepind: 8 mm
Garn: Prato 100% akryl (kan købes i Brugsen eller Kvickly), eller det garn, man foretrækker at hækle med. Jeg har brugt ca. 11 nøgler af denne type garn til et hæklet halstørklæde med hue.
I dette halstørklæde, har jeg hæklet den første kant med en anden farve end resten af det.
Opskrift på hæklet halstørklæde:
Start med at lave 200 lm (skal ca være 190 – 200 cm lang eller den længde, som du ønsker til dit hæklede halstørklæde)
Herefter skal du lave 199 fm (spring første lm over)
Du skal nu måle ud til huen, og det gør du ved at lægge den hæklede snor dobbelt. Fra midten af snoren måler du så 35 cm ud på hver side (se billedet herunder, hvis du er i tvivl om, hvordan det skal gøres)
Nu skal de to ender samles med en km, men pas på at den lange slange du har hæklet ikke snor sig.
1. runde: Lav 1 lm, 1 hstgm, derefter laver du igen *1 lm, springer så en maske over og laver en hstgm*, fortsæt fra*-* indtil du kommer til din markør (der hvor huen starter)(det hele gøres i den bagerste maske) Slut af med en hstgm. Fra markør 1 – 2, skal der hækles stgm i hver maske, stadig i den bagerste. Herefter fortsættes der, som i starten af runde 1 med 1 hstgm, 1 lm og spring en maske over. Runden samles med en km.
2. – 11. runde: Lav hstgm i hullerne, der er kommet i runde 1, hvor maskerne blev sprunget over. Fra markør 1 – 2 hækles der igen stgm. Efter markør 2 hækles der igen hstgm i hullerne (HUSK AT LAVE LM IMELLEM ALLE STGM)
12. runde: Nu skal der laves fm i den bagerste maske hele vejen rundt, hvilket giver den samme “kant”, som du lavede i starten. Der lukkes af med en km.
Nu skal alle garnenderne hæftes inden du fortsætter med at samle huen. Huen skal hækles sammen på det brede stykke, altså der hvor du har lavet stgm. Du vender den på vrangen, og så hækler du fm sammen på hver side.
God fornøjelse – og tillykke med dit nye halstørklæde og hue i en 🙂