Jesperhus Blomsterpark – En familietur
I dag havde vi en sjov familietur til Jesperhus Blomsterpark, selvom vi havde regnvejr hele dagen. Som vi ofte gør, når vi tager på tur, smurte vi madpakker hjemmefra. Vi synes ofte, at det er hyggeligst selv at have lækker mad med, som ofte er er meget sundere end det man kan købe sådanne steder, og så er det mere økonomisk for os. Det skal ikke være en hemmelighed, at man skal være god til at spare, når man lever af én indkomst for en hel familie.
Selvom vi nu snart er midt i september er Jesperhus Blomsterpark stadig et hyggeligt sted at komme. Man skulle tro, at der ikke var mange blomster tilbage på denne tid af året, men der var faktisk en del blomster stadig væk, men det kunne være sjovt at komme der engang om sommeren. Sophia har altid elsket blomster, så det var bare fedt at se hende, gå rundt og kigge på alle de forskellige planter. Samtidig var pigerne vilde med, at der var forskellige ting, som de kunne prøve som karruseller og legepladser.
Jungledyret Hugo, Rita og aberne Zik og Zak
I Jesperhus Blomsterpark er der også et udendørs teater med jungledyret Hugo og hans venner, og selvom vi stod i regnvejr, var pigerne helt vilde med det. De dansede og sang med på deres sange, og bagefter showet stod de i kø for at få autografer – i regnvejr 😉 Det var alt sammen meget underholdene.
Indendørs Tropisk Verden
Selvom vores familietur til Jesperhus Blomsterpark var fuld af regnvejr, så havde vi en dejlig tur alligevel. Det var nu dejligt, at vi kunne gå indendørs og få varmen. Der var et Jungledyret Hugos verden, hvor pigerne kunne lege lidt indendørs og så kunne man også gå i deres Tropiske Verden, hvor der var dejligt varmt 🙂 Her prøvede Sophia at fodre fisk sammen med Martin fra “Martin og Ketil”.
Læs mere om Jesperhus Blomster Park her http://www.jesperhus.dk/blomsterpark/